Er vi blevet forfalden til at ”bilde” os ind, at arbejdsgivere er eneansvarlig for arbejdsmiljøet?
Arbejdsmiljøloven dækker over ret konkrete og alvorlige forhold. Dette værende mobning, sexchikane, vold samt psykiske forhold i den enkeltes arbejde. (Eks. vedvarende tidspres/ mangel på indflydelse på eget arbejde.)
Medarbejdere og ledere har forskellige opgaver. Velsagtens ret tydeligt defineret alle steder, tror jeg på. Hvad der ikke er forskel på, er det fælles ansvar, der er for psykiske arbejdsmiljø.
Godt psykisk arbejdsmiljø skabes sammen. Ude på den enkelte arbejdsplads.
Gennem de tydeligt definerede forskelle i opgaver og ansvar, burde der jo ikke være tvivlsspørgsmål om opgaveløsningen, vel? Hvis vi går inspireret, motiveret og engageret til de aftalte opgaver, så skulle der vel ikke være mere i det, vel?
Eller er der?
Mobber vi vores ledere eller kollegaer gennem tarvelig tale bagom ryggen, eller behandler vi dem på nøjagtig samme måde, vi selv ønsker at blive behandlet?
Kigger vi langt efter den lækre, og tilbyder velvilligt & uendeligt overarbejde med et særligt ”kisse-misse-blik” i øjet?
Eller stikker vi en tilfældig kollega/ chef én på kassen, på vej ud af døren!
Tror det næppe.
Sjældent, er der flammer uden ilt! Der skal to/flere til en kamp, med mindre kampen foregår i os selv. Godt arbejdsmiljø kræver ikke blot godt lederskab. Det kræver også både godt medarbejderskab og kollegaskab.
Det modige spørgsmål er, hvis du er placeret i en arbejdssituation, du omtaler med dårligt arbejdsmiljø, hvordan bidrager du til det dårlige arbejdsmiljø?
Aktivt? Taler og agerer du i det skjulte overfor kollegaer eller chef(er)?
Passivt? Lader du som om, det ikke findes?
Uanset, hvordan du har valgt din vej, så brug et par minutter på at overveje om du:
Spilder din tid?
Spilder dine kompetencer og kvalifikationer?
Spilder din identitet, for forvandles til en anden?
Du kender min holdning: Forandring kræver mod.
